Krigsfotograf Jan Grarup, har en fotoudstilling på Tøjhusmuseet i København, fra den 28. februar 2023 til den 3. september 2023.

… I dag var jeg omkring denne udstilling, hvor jeg også hørte hans foredrag og ligeledes talte med Jan Grarup.

_____

Fotoudstillingen indfrier virkelig hvad den lover, nemlig en udstilling, der viser krigen i Ukraine, uden et diplomatisk- og høfligt filter.

Civile på flugt. Splittede familier, i mere end en forstand, da der også er billeder af fødder med ankler, der savner en overkrop.

… Som gæst på Tøjhusmuseet, der skånes man ikke på mindste vis, men som Jan Grarup også sagde under sit foredrag, – “jeg viser hvad jeg oplever, helt uden filter, for folk skal kende til sandheden om krigen og dens grusomhed”.

Indrømmet, Jan Grarups ambition er bestemt lykkedes til perfektion. Efter at havde set udstillingen, hørt Jan Grarups foredrag, samt haft et kort samtale / interview med Jan, så måtte jeg efterfølgende ud i Tøjhusmuseets kiosk, og købe en karamelstang, for at få blodsukkeret justeret.

Billederne var til at acceptere, for krig er sjældent et herligheds-syn, og jeg har set mange af den slags billeder – i tidligere arbejdsmæssige sammenhænge.

Jan Grarups foredrag, var også til at acceptere, lige indtil han beskrev – hvorledes en lille pige, i sin fine lyserøde prinsessekjole, havde stået ved et udleveringssted for gratis mad, – og der sluttede hendes liv, for som Jan sagde, – “hun så – så fin ud i sin kjole, hos bedemanden, men ikke når man så hendes ben, for der manglede ankler og fødder. Så ophører det fine brat, og erstattes af tankerne og følelsen, ved en så smertefuld død”.

… Da Jan fortalte om hændelsen med den lille pige, kom jeg til at tænke på, han har jo selv børn, så da jeg senere talte med Jan, så indledte jeg med at spørge, – … når du er så tæt på krigen, hvor de virkelige krigshandlinger foregår, hvordan er du i stand til at passe på dig selv? Jan kiggede lidt på mig, og svarede så – ”det er også svært … jeg sover jo blandt soldaterne, jeg sover i skyttegravene, jeg spiser den tørmad jeg har medbragt, – og jeg har et lille system, der gør – jeg kan oplade min computer og batterierne til mine kameraer”. Så blev Jan stille og kiggede igen på mig, og jeg blev lidt i tvivl om, hvor dybt jeg ville gå i hans personlige oplevelser, og valgte derfor at følge et andet spor, for at forstå hans følelsesmæssige proces og splittelse, der må eksistere for Jan, når han er i krig som fotograf og når han hjemme i Danmark, som familiefar og ægtemand, – så mit næste spørgsmål blev, – … Jan, når du er tilbage i København, og står sammen med din familie, så må det jo være nogle meget store følelsesmæssige skift for dig, så hvordan finder du ind til rollen, som den nærværende far og kæreste? Jan kiggede igen eftertænksomt på mig, og jeg blev lidt usikker på, om jeg var gået over hans privatlivsgrænse, men så kom svaret, – … ”når jeg har smurt et par madder til min 11 årige datter, og hun så pludselig river fat i mig, – FAR, jeg har sagt, at jeg ikke vil have leverpostejmadder, – … så er jeg pludselig hjemme og nærværende, når min datter kræver min opmærksomhed og kærlighed”.

…

Ved Jan Grarups foredrag, der gennemgik han flere af sine billeder og fortalte hvorledes de påvirkede ham. Endda på aldeles hjerteskærende vis. Eksempelvis billedet af en mand, der sidder alene i en synderbumpet by, hvor der ikke er mange mennesker tilbage i byen. Hvor går man så hen og får nødhjælp og mad, når man er en ældre dårlig gående mand. Man går ikke nogen steder. Man finder mad i de synderbumpede bygninger. I den ældre mands tilfælde, kiks. Endda to papæsker med kiks. Men, der var bare ikke særlig mange kiks tilbage i papæskerne, han havde fundet. Og, da Jan tog billedet af manden, der sad den ældre mand og talte kiksene, han havde tilbage. De kunne alle være i hans højre hånd, mens han talte dem, med sin meget snavsede pegefinger, på venstre hånd. … Det viste billedet, som Jan fortalte om, og hvor Jan’s stemmeføring og pauseringer, vidnede om, at han – nu følelsesmæssigt – var tilbage ved manden, som han nu fortalte os gæster om i Tøjhusmuseet.

_____

Jan Grarup’s indlevelsesevne, er bestemt velfungerende, hvilket tydeligvis gør hans krigsfotografier, særdeles autentiske og … desværre hjerteskærende.

At Jan Grarup sætter livet på spil, for at få sandheden frem om krigens gru, med sine billeder, hvor han er yderst tæt på krigshandlingerne, kan ikke undgå at provokere de stridende parter.

Som Jan fortalte, under vores samtale, mit personbillede er delt i visse russiske militære grupperinger, og ikke med henblik på at give mig et kram, hvis jeg møder nogle af dem.

… Mit afsluttende spørgsmål, måske snarere kommentar, blev derfor – ”Jan, det du står og siger til mig, betyder jo i praksis, at selvom du arbejder som dansk repræsentant for pressen i Ukraine, og dermed ikke skal sidestilles med en soldat, så er du nu set som ’target praksis’ for visse russiske militære grupperinger”.

… Jan og jeg kiggede lidt på hinanden, og uden han svarede, forstod jeg, at vi nu var kommet tilstrækkelig tæt på alvoren, for en arbejdende krigsfotograf. Endda en yderst farlig arbejdssituation for Jan – hver eneste dag i Ukraine.

… Uden at sige mere, mærkede vi begge to efter, og det var tid til at afslutte interviewet og vores samtale.

_____

Om ikke længe forsætter Jan sin hverdag, som krigsfotograf i Ukraine.

Og, jeg har en mistanke om, at Jan’s mantra i hverdagen, for at holde hoved koldt og kameraet klar, er mantraet, – “‘jeg ser og mærker, og derfor lever jeg”‘.

Og, jeg vil derfor være rigtig glad for, at alt går fint for ham, trods den alvor han befinder sig i, – hver eneste dag.

Med venlig hilsen

Marcus Vigilius Brendstrup

CEO for MVmdcc.com

NB1: Fotografiet af Jan Grarup, er taget af undertegnede.

NB2: Her er linket til fotoudstillingen på Tøjhusmuseet, – https://natmus.dk/…/ny-fotoudstilling-med-jan-grarup…/