Christianias Stjerneskib, fungerer som dagligstuen for Grønlændere – i og omkring Christiania.

En dagligstue, hvor man kan hygger sig ved bordene, drikke lidt kaffe, mens man vender verdenssituationen eller sender frække røgsignaler, samtidig med man spejder efter aftensmaden eller politiet.

Maden laver de selv. Politiet derimod, de kommer regelmæssigt på besøg – helt af sig selv.

Stjerneskibet er gennemgående et hyggeligt sted, hvor grønlænderne kan tale deres eget sprog og være sig selv, – også når politiet kommer på besøg.

Ved mit eget besøg, blev jeg af en lokal Christianit introduceret for en gruppe Grønlændere omkring et større bord.

Hyggelige og søde mennesker, der trods flere afsendte frække røgsignaler igennem dagen, så var de alligevel friske på at tale om deres liv på godt og ondt.

Ondt, – var eksempelvis, at en af dem fortalte, at han som en meget ung mand, var blevet sendt til Danmark, for at lære dansk og ligeledes få sig en uddannelse.

8 år, var han i Danmark, og derpå retur til Grønland og sine forældre. Og, jeg spurgte ham så, “hvordan var relationen til dine forældre, efter din hjemkomst”. Hans svar var meget enkelt, – “det blev aldrig det samme”. Jamen, spurgte jeg ham så, – “hvordan tænker du om den tid af dit liv, – er du vred over eller ked af denne oplevelse i dit liv”. Hans svar var, – ” min far gjorde hvad han troede var bedst for mig”.

En anden afbrød nu vores samtale, og fortalte, at han var tidligere folkeskolelærer på Grønland. Jeg spurgte ham så, – “skal sproget dansk forsat være andet sproget, der undervises i på Grønland, eller ville engelsk være en mere naturlig prioritet, hvis I skal have selvstændighed og kunne gøre jer endnu mere gældende i international sammenhæng”. Han kiggede lidt sødt og undersøgende på mig, før han svarer på mit spørgsmål – og siger så, – “jeg kom til Danmark, fordi jeg har en hjertefejl og er derfor nu pensionist. Jeg har modtaget flere hjerteoperationer i Danmark, som jeg ikke kunne få på Grønland. Hjerteoperationer, som hvis jeg ikke havde fået dem, så kunne jeg være død i dag. Så jeg er glad for, at vi er en del af hinanden, – Danmark og Grønland …for vi kan være gode for hinanden, hvis vi vil”.

Jeg spørger så, – “oplever I jer som danskere, der bor på Grønland, eller som Grønlændere, der er en del af Danmark”.

Svaret jeg får fra én af dem, er, – “jeg oplever mig som en dansk koloni, fordi vi ikke bliver hørt og respekteret for vores egne ønsker for vort land. Eksempelvis, at vi gerne vil have vores selvstændighed”.

Jeg var forberedt på denne problemstilling, kunne blive en del af vores samtale, og spurgte derfor, “hvorledes de ville håndtere de store internationale interesser, der i dag er for deres land og dets ressourcer, eksempelvis ved internationale forhandlinger eller direkte fjendtlige tiltag, for at overtage deres land“. Et enkelt svar, er der selvfølgelig ikke på et sådant spørgsmål, men deres svar viste, at de ikke ville havde selvstændighed for enhver pris, men derimod langt mere ønskede at modtage respekt for deres kultur og den måde, som de ønskede at leve på.

Jeg blev derfor yderligere nysgerrig, ved deres svar, og fortalte dem så, at jeg for nogle år siden, havde interviewet en anden Grønlænder, hvor jeg spurgte ham, hvad han savnede mest i Grønland, når han var i Danmark. Hans svar var, “jeg savner at kunne kigge langt”. Da jeg fortalte dem om dette svar, så grinede de og nikkede anerkendende, hvor én så tilføjede, – “at kunne kigge langt, gør, at man  kan trække vejret og mærke sig selv igen”. Når jeg modtager et sådant svar, som interviewer, så kan jeg ikke undlade at tænke, – naturfolk – som ikke er interesseret i hurtig økonomisk udvikling, men derimod er interesseret i, at hver dag har været meningsfuld for dem.

Min samtale med flere af de tilstedeværende Grønlændere på Stjerneskibet, var sød og omsorgsfuld fra deres side af. Dette selvom jeg havde flere nærgående spørgsmål, der let kunne havde stillet Danmark og mig selv i et kritisk lys, men de tilstedeværende Grønlændere, forsatte med at svare mig sødt og venligt.

Efter jeg forlod Stjerneskibet, med de utrolig gæstfrie Grønlændere, så på en eller anden måde, så oplevede jeg, at jeg bluffede mig selv, og meget vel også er undervejs med at træffe en for letkøbt konklusion, nemlig, at Grønlændere bare er søde og gæstfrie mennesker, der stiller sig op ved vandkanten og vinker, når eksempelvis Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary fremover gæster dem på Grønland. Et eller andet mangler i dette skønmaleri. Og, jeg fornemmer, at det er, at mange Grønlændere er blevet så gæstfrie og imødekommende, på linje med hvad jeg har oplevet i udviklingslande, når en større gruppe af mennesker, har været udsat for massiv undertrykkelse, nemlig en udtalt glæde – ved blot at være til, uden yderligere overgreb iværksættes.

På en eller anden måde, så oplever jeg, at vi har knægtet disse menneskers kultur og deres tro på retten til at sige – “NEJ TAK – det ønsker jeg ikke at være med til eller det vil jeg ikke have”.

Troen på deres egne rettigheder, som mennesker, kultur og land, – den oplever jeg ikke tydelig, på linje med hvad jeg eksempelvis har oplevet i USA.

Måske tager jeg fejl, og så er Grønlændere bare nogle ualmindelige søde naturmennesker, indfanget i den danske effektivitetskultur, der kun svært giver dem plads til at være sig selv, som naturmennesker.

Hvis jeg ikke tager fejl, så har denne aftens besøg på Christianias Stjerneskib, som er Grønlændernes dagligstue i Danmark, – det har været en oplevelse, der gør mig flov over den livssmerte, som vi har påført et land og dets folk.

Med venlig hilsen,
Marcus Vigilius Brendstrup
CEO for MVmdcc.com