Når jeg regelmæssigt hører at Danmark huser verdens lykkeligste befolkning, som følge af – en af verdens bedste samfundsmodeller – så undrer jeg mig altid over, om det skyldes vores flotte placering mht antallet af selvmord i Danmark, forbruget af lykkepiller, antallet af danskere med et uheldigt alkoholindtag, antallet af fladskærme i hver danske husstand eller antallet af kæledyr, der får mad flere gange om dagen samt frisk luft flere gange om dagen, – langt mere end hvad mange ældre oplever af frisk luft og omsorg på vores plejehjem i Danmark.

Jo, der er sket meget i Danmark, siden jeg var barn. Der er mange ting som er blevet langt lettere for mange danskere. Eksempelvis at gå forbi mennesker i vores gadebillede, som tydeligvis har et svært- og håbløst liv.

Det er også blevet langt lettere for mange danskere, at acceptere en politiker som advokerer for at vi fratager flygtninge deres ejendele, hvis ejendelene glimter for meget og synes værdifulde. Flygtninge, der flygter fra krig og et liv i yderste fare.

Jeg skammer mig over at være dansker i en tid, hvor alt for få danskere, griber ind over for de systematiske overgreb, som alt for mange borgere udsættes for af Staten Danmark.

Jeg skammer mig over at være dansker i en tid, hvor stort set ingen kristne præster, vælger at stå frem og kæmpe for – at der er respekt om næstekærlighedsbudskabet, når de ser, – at tydelig sårbare grupper af mennesker, som behøver hjælp og tryghed og husly, det er mennesker hvis medmenneskelige værdi – entydigt opgøres i deres arbejdsevne og om de kan finde et arbejde, samt værdierne de bærer på sig.

Det være sig flygtninge fra områder uden for Europa. Det være sig mange sårbare grupper af mennesker i Danmark.

Hvor fanden er de præster henne, andet end i tomme kirker, hvor de uddeler altervin og synger salmer for næsten kun tomme sæder. Det endda i en højtid, som julen. Tænk engang hvis præster gik på gaden, og viste deres religiøse ståsted i både ord og handling.

Kejserens nye klæder, er blevet politikernes og præsternes nye klæder. Der er intet medmenneskeligt indhold, bag det pæne ydre, andet end lysten til at beklæde en stilling, hvor de lover bedre tider, blot man er stærk i troen – på deres religiøse budskaber og deres politiske forslag.

Jeg savner at se præster stå frem i gadebilledet, frem for at agere som middelmådige linselus.

Jeg savner at se politikere med hjerte og hjerne, der ønsker at samle befolkningen, frem for at spille dem manipulativt og intrigant ud mod hinanden, i det spindoktor iscenesatte skuespil, for – som vor tids politikere åbenbart behøver – at sikre sig sine stemmer til næste folketingsvalg.

I år holder jeg ikke jul.

I år ønsker jeg ikke nogen god jul, fordi vor herre og jesus kan rende mig i røven.

Jeg tror ikke på genopstandelsen eller at jorden blev skabt på syv dage.

Derimod tror jeg på, at verden kan forgå på en enkelt dag, hvis vi forsætter med al det krigsliderlige og verdensopsplittende globale politiske spil, hvor vi hele tiden skal udpege skyldige – terrorister etc.

Det er velorganiseret vanvid, når Vesten og medierne, i tide og utide, udpeger syndebukke for verdens beskaffenhed. ISIS, Al Qaeda, Muslimer, Flygtninge, Arbejdsløse …. Og og og …

Vi er jo mennesker, der skal leve sammen på fredelig vis, for at flest mulig mennesker vil trives. Det opnås jo ved at se og forstå, at vores handlinger i hverdagen påvirker hinanden globalt – når vi i dag eksisterer og er forbrugere i en global verdenshandel.

Måske ville vi få en bedre verden, hvis ikke alt af menneskelig værdi og medmenneskelig værdi, i så høj en grad blev opgjort i – hvad er det økonomisk værd.

Således vil jeg i år 2015 skide Julen, Julegaverne, Jesus, Vor Herre, Gud og alle de andre almægtige guder, – dem vil jeg skide en langt stykke. For mig er det dødt arvegods, uden indhold og fremtid, så længe der ikke eksisterer naturlig næstekærlighed mellem mennesker – og jeg ikke ser en tydelig næstekærlighed over for alle mennesker i vort danske samfund. Og i særdeleshed over for flygtninge, der virkelig behøver at opleve nærvær og værdi som mennesker igen, efter at have flygtet fra uhyrligheder man næsten ikke kan forestille sig.

Jeg har engang været stolt af at være dansker, men det er jeg fandemer ikke mere.

Vi har været et helt fantastisk land, med en rummelighed og venlighed og omsorgsfuldhed over for hinanden, hvor det var det mest naturlige at være tilstede og nærværende over for hinandens liv og velfærd.

Sådan er det ikke mere i Danmark og det er så inderligt trist og synd for vores kære land.

Nedenstående video i dette års ikke julehilsen, vil være slutningen på denne ikke julehilsen.

Således slut på min ikke julehilsen, gældende for år 2015.

Med venlig hilsen,
Marcus Vigilius Brendstrup

CEO for MV-MDCC